Råvildt

Råvildt foretrækker åbne skovområder med tætte holme af gran, frodige enge, hedearealer med ung lyng. Mosaikker af små marker og små skove.

Udbredelse

Råvildt forekommer i de meste af Europa.

Udseende

Råvildt er den mindste naturligt hjemmehørende hjorteart i Europa. Skulderhøjden er cirka 75 cm og kropslængden omkring 125 cm. Råvildt adskiller sig fra andre hjortearter ved, at ryglinjen stiger bagtil. Højden over krydset er næsten 10 procent større end højden over skulderne.

Vægten er ikke bare forskellig fra sted til sted, men også fra den ene geografiske population til den anden. I det nordlige Skandinavien er dyrene således markant større end i resten af Skandinavien (og resten af Europa) Hvor råvildtet nordpå kan komme helt op på 35 kg, svinger vægten under sydligere himmelstrøg mellem 20 og 25 kg.

Råvildtets sommerpels er rødbrun. Den skiftes til en mørkere og grå vinterpels i september–oktober. Vinterpelsen skiftes i maj–juni. I enkelte bestande ses individer, som er hvide (ikke albinoer). I blandt andet Nordtyskland findes desuden bestande af sort råvildt.

Bukken bærer opsats. Den kastes i november–januar, og straks efter vokser en ny frem, som er færdigudviklet i marts–maj. Når bukken har en alder på 4- 6 år, har den normalt den største opsats.

Opsatsens biologi

Bukkens opsats er for mange jægere af stor interesse. Derfor følgende, lidt mere indgående beskrivelse.

Forskning viser, at det hos unge bukke er særdeles vanskeligt at forudse det følgende års opsatsudvikling. En buk skal altså have en vis alder, før opsatsens potentiale med blot nogenlunde sandsynlighed kan forudsiges.

Den energi som råbukken bruger til at danne opsatsen, er forholdsvis beskeden sammenlignet med andet hjortevildt. Der er heller ikke de store individ- eller aldersudsving. Alligevel har adgangen til energi – altså mængden og kvaliteten af føden – stor betydning.

Opsatsen er en udvækst af bukkens skelet. Den består mest af kalk, eller mere præcist kalciumfosfat. Under dannelsen af opsatsen tærer bukken på sit skelet. Derfor har dens generelle fodertilstand betydning for opsatsens udvikling.

Den føde som bukken optager i løbet af efterår og vinter, har betydning for dannelsen af opsatsen i vinterperioden. De gamle bukke kan af fysiologiske årsager opbygge de nødvendige reserver til dannelse af opsatsen tidligere end deres yngre artsfæller. Det sætter dem i stand til at danne et stort trofæ.

De ældre dyr kan samtidig kaste opsatsen tidligere, mens etårige bukke kaster den relativt sent. Disse tidsangivelser er dog generelle: Hvornår opsatsen kastes er der større individuelle forskelle på, end der er sammenhæng med dyrets alder.

Vinterfodring styrker opsatsen

Vinterfodring formodes at have en positiv betydning for dannelsen af store, stærke trofæer. Men opsatsens størrelse hænger ikke kun sammen med fodertilstanden her og nu: Bukkens vægt og alder spiller også ind.
Også genetiske anlæg indvirker på udviklingen af opsatsen. De rette arvelige egenskaber skal være til stede for at bukkene i et givet terræn kan udvikle store og stærke trofæer.

Adskillige steder er der lavet forsøg med at indføre bukke med gode anlæg for stærke trofæer til bestande med trofæmæssigt svage dyr. Men til trods for at dyrene fik tilført både foder og mineraler, inden der blev foretaget en målrettet afskydning, har resultaterne af disse anstrengelser sjældent været imponerende – omend der findes eksempler på, at det er lykkedes.

Endelig spiller også social status en rolle: Yngre bukke kan presses af gamle, stærke bukke i en sådan grad, at deres udvikling af opsats hæmmes.

Levested og adfærd

Råvildt hører til i den unge skov. Dets foretrukne landskab er en mosaik af skov, åbne dyrkede og/eller udyrkede arealer. I visse egne findes råvildtet hovedsageligt på markarealer med levende hegn og små vildtplantninger. Her kan man få det indtryk, at dyrene er blevet til markdyr og ikke skovdyr. De opholder sig nemlig ude på de åbne arealer hele året igennem.

I gamle skovområder opleves en tilbagegang i bestanden, når hovedparten af skoven ældes. Det giver et meget godt billede af, at råvildtet trives bedst i den unge skov.

Råvildt er meget agtpågivende og virker nervøst. Når det esser (æder), forgår det ofte i skridtgang, og ved forstyrrelse vælger det ofte at flygte. Men råvildt har også for vane at trykke sig i vegetationen eller blot stå helt stille, hvis de forstyrres. Det er en del af den naturlige forsvarsmekanisme, som dyrene benytter sig af.

Risikoen for at blive opdaget, når man forholder sig i ro – frem for at flygte – er ofte mindre. Denne overlevelsesmekanisme ses hos en række andre vildtarter, og ofte hos ynglen samt yngre individer.

Råvildtet finder sammen i mindre spring (flokke) om vinteren, hvor deres aktivitetsniveau er lavt. Omforåret stiger aktivitetsniveauet og i marts-april begynder bukkene at hævde deres territorium.

Råer med lam fra sidste år støder disse bort, inden de skal sætte (føde) deres nye lam i maj og juni. Råen sætter normalt et til to lam omkring 1. juni.

Brunsten ligger i slutningen af juli og august, men allerede midt i maj ses bukke, der forsvarer deres territorium og jager med råen. I september ophører bukken normalt med at hævde sit territorium. Råvildtets aktivitetsniveau falder efter brunsten og efteråret bruges til opbygge fedtreserver til den forestående vinter.

Sportegn

Klovaftrykket er spidst og smalt. Det er 4-5 cm langt og cirka 3 cm bredt. Der er ikke forskel i størrelsen på bukkens og råens klov. På blødt underlag og hvis dyret løber/springer, spiles kloven ud i v-form. Afhængigt af farten og underlagets beskaffenhed øges vinklen på klovens v-form. Samtidig kan antydninger af aftryk fra biklovene ses som streger. Skidtlængden varierer mellem 60 og 90 cm).

Fald (ekskrementer) fra råvildt er små, lidt aflange piller, 1 cm lange og 0,5 cm brede. I sommerperioden kan afføringen hænge sammen, nærmest som en uregelmæssig pølse.

Råvildtet skraber ofte et leje, før det ”sætter sig” (lægger sig). I jagtsprog er hjortevildt der ligger, forendt (det vil sige dræbt/dødt). Derfor siger man, at dyret sidder, selv om det reelt ligger. Hvis der er sne, er disse lejer meget tydelige, da sneen er skrabet væk.

I brunstperioden kan bukkens jagen med råen finde sted rundt om en busk, et stød (en stub) eller lignende. Denne adfærd fører til, at der dannes cirkler, hvor vegetationen er trådt ned og jorden skrabet op. Disse cirkler kaldes hekseringe.