Jagthundens udstyr

For mange inkarnede jagthundefolk er jagthundens deltagelse ligeså naturlig et element på jagtrejsen som jagtvåbenet.

Inden jagthunden skal med på jagtrejse anbefales det, at sørge for at have ordentligt udstyr til den.

Udvalget af udstyr til jagthunden er enormt, og kun fantasien sætter grænsen for hvad der kan anskaffes. Kigger man gamle jagt- og hundeblade fra starten af det 20. århundrede igennem, finder man annoncer med jagthundeudstyr; som ”gummi rækkebøsse (slangebøsse)”, hundepisk og totenslager til at afstraffe hunden med, når den ikke makker ret. Samt annoncer for store kraftige jernlænker og kvælerhalsbånd. Nogle endda med meget spidse pikke, der har til hensigt at trænge ind i hundens hals, hvis den trækker i snoren eller lænken. De tider hvor sådant udstyr blev anvendt, er heldigvis forbi, og vi er mange der tror på, at hvis vi behandler hundens med kærlighed og respekt, og der igennem opnår dens anerkendelse af os, som dens herre, så har vi mulighed for at få en glad, og særdeles velfungerende jagthund. Og det rette udstyr kan stadig hjælpe os på vej, men inden man går ud og investerer i en masse udstyr, bør man overveje følgende.

Det er vigtigt at anskaffe det rigtige udstyr fra starten, så man undgår fejlkøb. Det er ikke blot irriterende men også spild af penge. Det kan som i mange andre tilfælde godt betale sig at købe udstyr af god kvalitet. Det er trist at smide nyindkøbt udstyr væk, fordi det har været af for dårlig kvalitet. Pris og kvalitet hænger ofte sammen, og det er en fornøjelse at arbejde med udstyr af god kvalitet, der trods slid stadig fungerer. Jeg havde en gang en kollega i skoven, som sagde: Den eneste garanti man har for at det har duet er, at det er godt brugt. Det er noget om det udsagn. Patina på godt udstyr giver mig selv en stor tilfredsstillelse i det daglige brug, og det er nok fordi det stadig duer, til trods for flittigt brug.

For den aktive jagthund vil følgende typer af udstyr være hensigtsmæssige at anskaffe sig:
• Hundesnor
• Halsbånd med hundetegn
• Kurv
• Vand- og madskåle
• Hundegård
• Transportkasse
• Hundefløjte
• Dressurline
• Apportemner: Tennisbolde, apportbukke eller dummies
• Signalpistol
• Førstehjælpskasse til hunde

Hundesnor

En Hundesnor af læder er på mange måde lækre og der er stil og nostalgi over dem, men de kræver en del vedligeholdelse. De bliver let glatte og ”slimede”, når de bliver våde. Det undgås med en hundesnor i kunststof. Den kræver ikke vedligeholdelse. Den fylder ikke meget og er let, så man generes ikke ved at have dem med i lommen, eller hvis de er fastgjort til livremmen, mens hunden går ved ens side. Derudover har man har begge hænder fri til at skyde under eksempelvis et haretramp, hvor hunden bør være i snor. Hundesnore der sidder som en skrårem på jægeren kan være praktiske. Personligt foretrækker jeg, at fastgøre hundesnoren til min livrem, da den sidder mere ugeneret, og ikke let griber fat i vegetation mv.

Der findes hundesnore og halsbånd, som strammer til når hunden trækker, og kan i nogen udstrækning hindre hunden i at trække.

Hundesnore i kunststof er meget praktiske, og kræver ingen vedligeholdelse.

Halsbånd

Udover at det er praktisk, så er det er lovpligtigt at forsyne hunde som er over 4 måneder gamle med halsbånd og et skilt der angiver ejers navn og adresse. I denne sammenhæng kan det nævnes at det endvidere er lovpligtigt, at sørge for at hunden er mærket enten med chip eller en tatovering med det nummer som hunden er registreret med i Dansk Hunderegister.

Der findes kæder som strammer til når hunden trækker for meget i snoren. Det kan være en fordel hos hunde, som trækker meget. Andre har et fast indstilling rundt om hundens hals. Nogle har en lukkemekanisme, der udløses hvis den udsættes for hård belastning. Eksempelvis hvis halsbåndet griber fat i en gren under en drivjagt, og hundens derfor fanges, indtil den får trukket tilstrækkeligt i halsbåndet, så lukkemekanismen åbner sig og hunden bliver frigjort.
Nogle jægere vælger af sikkerhedshensyn at forsyne hunden med et halsbånd i en signalfarve og med en klokke, så man kan høre hunden under jagt.

Hundeskål

Af hensyn til hygiejnen bør hundeskålen være fremstillet af et glatmateriale, som ikke samler snavs, og som er let at rengøre.

Der findes mange former og nogle som er specialfremstillet, så hunde med lange øre ikke dypper ørene i maden. De skåle af rustfrit stål, som bruges i landbruget til fodring af kalve er særdeles velegnede, og så er de billige.

Hundekurv

Hundekurve fås i mange forskellige fabrikater. Nogle er flettet af siv, andre fremstillet i hård plastic eller kraftigt stof og nogle er som en stor pude. Det kan anbefales at bruge dem med fast bund og som er vaskbare.

De fleste hunde vil gerne kunne ligge i kurven og stemme imod med poterne i den ene side af kurvens kant, når ryggen læner sig op ad den anden side. Det virker som om det giver tryghed. En hundekurv er hundens helle, og dens faste tilholdssted i huset. Denne type er velegnet at rejse med og kan smides i vaskemaskinen, når det er tiltrængt.

Hundekassen

Hundekasser kan deles op i autobokse, som primært er fremstillet til brug i bilen og transportkasser, som er fremstillet til flytransport og derfor ofte opfylder luftfartselskaberne krav. Hvis du skal ud og flyve med hunden, skal du henvende dig til flyselskabet og få sikret dig, at din kasse opfylder deres krav. Begge typer kan fint bruges i bilen eller inde i huset. Transportkasser til flytransport er normalt lette og fremstillet i et praktisk materiale, der gør dem særdeles håndterbare, når de skal flyttes rundt på.
De fleste typer er forsynet med ventilationsriller, men hunden må ikke opholde sig i længere perioder i bilen. Selv på dage med lave lufttemperaturer, kan det lynhurtigt blive livstruende varmt i en bil. Derfor bør hunden aldrig efterlades i bilen uden opsyn og med sikring af tilstrækkelig skygge og ventilation.

Denne type hundekasse er særdeles stærk og uopslidelig.

I bilen er det vigtigt, at hunden opholder sig en sikkerhedsmæssig forsvarlig vis. Både af hensyn til hundens egen sikkerhed og passagerne i bilen. Endelig er det praktisk at hunden er i et forholdsvist lukket miljø, så den ikke sviner alt og alle til efter et andetræk i en sumpet og svovlholdig mose.
Hunden må ikke kunne stå op i hundekassen. Den skal af hensyn til sin egen sikkerhed og for at undgå unødig stress og belastning af kroppen indirekte tvinges til at ligge ned og ikke stå op under kørsel.

Hos hunde som lider af køresyge vil man i nogle tilfælde kunne reducere dette ved at anvende en hundekasse, som forhindre hunden i at se ud af bilens ruder. Hunden kan nemlig blive påvirket af de hurtige skift i omgivelser, som kan være medvirkende årsag til køresygen.

Nogle hundekasser er fremstillet i et materiale, der reflekterer solens stråler, og dermed reducere varmen i kasse.

Denne typer har gummimåtter i bunden, hvilket medvirker til at hunden kan ligge mere roligt og føle sig mere sikker under kørsel.

Løse hunde i bilen, kan være livsfarligt
Ifølge en crash-test som FDM (Forening af Danske Motorejere) har fået lavet, skal man være forsigtig med ”løse” hunde i bilen. En løs hund i bilen vil ved en fart på blot 50 km ramme andre i bilen med 10 gange sin egen vægt. En hund på 30 kg., vil altså ramme med 300 kg ved en kollision.

Det kan kraftigt anbefales at anvende en hundekasse – autoboks, eller i det mindste montere et gitter som adskillelse mellem bagagerum og sæderne. I de fleste tilfælde vil et originalt gitter til bilen være at foretrække, da det er fremstillet til bilen og derfor passer bedre og mere sikkert.

Et alternativ til hundekasser er en hundetrailer som denne. Her har hundene deres helt egen trailer, og der på denne model mulighed for at medbringe grej i et særskilt rum oven på hundekasserne. Denne model har 3 adskilte rum og plads til 6 hunde i labrador klassen

Førstehjælpskasse til hunde

Når ulykken sker, kan førstehjælpen være afgørende for liv og omfang af den skade som ulykken forretter. Derfor kan det anbefales at have en lille førstehjælpskasse til hunden indeholdende: kompresforbinding, tape, rensevæske, gazebind og plaster.

Klotang

De hunde, som bevæger sig på hårde underlag, som asfalt og fliser, vil sjældent have problemer med for lange kløer. Hvis kløerne bliver for lange besværer de hundens gang og kan let flække, hvilket er meget pinefuldt for hunden. Der går let betændelse i flækkede kløer, og det kan i værste fald føre til, at betændelsen breder sig, så hunden får knoglebetændelse i fodrodsknoglerne og videre op i benet. Går der knoglebetændelse i f.eks. et ben, kan hunden i yderste konsekvens risikere at skulle have amputeret det. Hvis kløerne flækker, bør man søge dyrlæge. For at sikre korrekt klipning af hundens klør anbefales det at anskaffe en specieltang til dette.

Der er stor forskel på hvor ofte hunde skal have klippet deres klør, visse individer får aldrig klippet klør, mens andre får det jævnligt. Det afhænger i en vis udstrækning af det underlag hunden opholder sig på.

Børster

Der er stor raceforskel på pelspleje og derfor også på det udstyr som anvendes. De fleste hunde har gavn af en jævnlig børstning og her anbefales de bløde gummi børster, som bruges til heste.

Hundegården

Både af hensyn til hundens trivsel og den daglige pleje af hunden anbefales det at hunden kommer i hundegård. Det er enhver hunds ret at stå i hundegård, forudsat at den opfylder visse krav og det kan medvirke til at afstresse den, fordi den ved, at når den står i hundegården kan den slappe af. Hunde, der står i hundegård, får desuden masser af frisk luft og følger vejrliget. Samtidig vænner man hunden til de klimatiske forskelle, der er i løbet af året, så den ikke får vanskeligt ved at klare kulden i vinterhalvåret. Opholder hunden sig ved stuetemperatur i alle døgnets timer, vil det være noget af en omvæltning at komme på et andetræk en kold vinteraften.
Der skal være relativ god plads i hundegården, så hunden har mulighed for et vist aktivitetsniveau. En størrelse på 2 x 4 meter må anses for et minimum. Hundegården skal være indrettet, så der altid er steder med læ og skygge. De fleste hunde nyder at ligge i læ. Man kan lave vindskærme, således at hunden altid kan finde læ. De fleste hunde ynder også at ligge og nyde solens varme, så derfor må hundegården placeres, så hunden kan få glæde af solens varme. Det må være en ret for enhver hund. Husk, at hunden altid skal have adgang til frisk vand.