Skudtegn - Pürschtegn

Uanset om man træffer dyret eller ej, vil det reagere. Denne reaktion kaldes for skudtegn og afhænger således af skyttens og eventuelle vidners gengivelse. Ofte oplever man samme reaktion fra gang til gang, når dyret træffes det samme sted af kuglen eller haglsværmen. Det skal dog pointeres, at man ikke kan være sikker på, at dyret reagerer ens til trods for, at skuddet sidder præcis det samme sted.

Et forbiskud kan resultere i, at dyret reagerer på samme måde, som hvis det blev ramt. Derudover er der mange situationer, hvor det er vanskeligt at opfatte nogen form for skudtegn. Når der skydes til hjortevildt i flugt, vil det ofte være vanskeligt, at opfange skudtegnene. Derimod vil hjortevildt der står stille i skudøjeblikket ofte tegne ret tydeligt.

Det kræver en del erfaring at opfange reaktionen fra skuddet i dyrekroppen. Selv meget erfarne jægere, høre man ofte sige, at jo flere dyr de ser bliver skudt, des sværere har de ved at sige noget konkret om dyrets reaktion, selvom skuddene var placeret de samme steder på dyrene. Der er selvfølgelig en række tendenser, som danner grundlag for vejledninger/retningslinier i sammenhæng mellem skudtegn og skuddets placering.

Skudtegn

Skytten bør lægge mærke til følgende:

Hvis dyret ligger og nærmest kaster hovedet fra side til side, vil det normalt være de sidste krampetrækninger, og man kan bare stille og roligt vente, til dyret ligger helt stille og er forendt. Ligger dyret derimod med hovedet normalt og ørene i normalt position, så skal man være klar til at skyde igen, for så er dyret sandsynligvis ikke ramt ordentligt.

Pürschtegn - brudtegn

De afskudte dele fra dyret, som man finder på anskudsstedet kaldes for pürschtegn og dækker over afskudshår, kødstumper, knogledele, spor efter dyrets klove og schweiss. Pürschtegnene vil ofte give et fingerpeg om, hvor dyret kan være ramt. Pürschtegnene kan være med til at fortælle jægeren, hvorvidt der skal tilkaldes en rutineret schweisshund, eller jægeren selv forsvarligt kan lede efter dyret. Det er en gammel, og i en vis grad traditionsrig, jægerkundskab at kunne læse pürschtegnene. Selvom vildtet er ramt, kan det være yderst svært at finde pürschtegn på anskudsstedet. Det gælder især for de større hjortearters vedkommende, da kuglen måske ikke er gået igennem dyret.

Hår - snithår

Finder man hår på anskudsstedet, fortæller det at dyret er ramt, og hvor det er ramt. Det har stor betydning for den efterfølgende eftersøgning. Ved at bedømme hårene er man med stor nøjagtighed i stand til at fortælle, hvor skuddet sidder. Både med hensyn til indgang og udgang. Vildtets pels og dermed hårene er forskellige sommer og vinter. Det er mest interessant for råvildtets vedkommende, da det jages i sommertiden. Viden om sommerhår fra andre vildtarter end råvildt er derfor mindre interessant. Kigger man på størstedelen af hårene, er mellemskaftet ofte bølgeformet eller ribbet. Fra visse dele af dyrekroppen fortsætter bølgerne helt ud til spidsen. Disse bølger ses tydeligere på vinterhår end på sommerhår. Hårene kaldes for afskudshår og opdeles i snithår og afrevne hår, samt hår siddende i hudlappen. Snithårene er afskudte hår, der fortæller kuglens placering i indgangssiden. Det vil alene være snithårene, der afgør kuglens placering. De er nærmest skåret over og mangler roden, der sidder i hårsækken i skindet.

Her ses hår siddende i en hudlap. Det vil ofte være afskudshår. På udgangssiden finder man afrevne hår, der har en farveløs rod. Her finder man også hår med større eller mindre hudrester. Overalt i skoven og på marken finder man hår på grund af dyrenes naturlige pelsskifte. På veksler ved sølepladser, fodersteder og andre steder, hvor dyrene ofte opholde sig, finder man mange hår. De er ofte lette at skelne fra nyafskudte hår. Naturligt tabte hår ser nemlig anderledes ud, da de virker livløse sammenlignet med friske hår. De er nærmest udvaskede at se på, og klæber ofte sammen og ligger i små totter. Endelig klæber de ofte til jorden, og er ofte knækkede eller bøjede. Nyafskudte snithår har altid en ren, fin og hvid snit/brudflade og fremstår mere friske. Man finder ofte afskudshår med hudrester.

Ganske få snithår kan med stor sikkerhed fortælle, hvor dyret er ramt og giver dermed et godt udgangspunkt for at tilrettelægge eftersøgningen. Kendskabet til snithårene er nok det mest betydningsfulde af alle pürschtegnene. De giver nemlig et sikkert billede af kuglens placering i dyret. Det er ikke ligegyldigt, om dyret må forventes at være forendt, eller om det vil rejse og løbe i fuld fart. Man vil ofte opleve, at skud i hovedet og i den nederste del af løbet stort set ikke efterlader afskudshår. Det skyldes sikkert, at hårene i disse områder er små og ofte ubetydelige. Desuden sidder de meget godt fast i huden på dyret. Træffes hovedet vil dyret jo tit falde på stedet. Træffes over- eller underkæbe vil de øvrige pürschtegn i en vis grad kunne fortælle, hvor dyret er ramt, hvis disse findes. Ved løbskud vil knoglerester som undertiden afsløre anskydningen, og man vil på flugten kunne se, at dyret skåner det ramte løb.

Schweiss - vildtblod

Blod fra vildt har forskellige jagtlige benævnelser afhængigt af hvilken vildtart der er tale om og hvorvidt det stadig er inde i vildtets krop eller findes på jorden eller på vegetationen. Ved skud til vildt der ikke umiddelbart ligger forendt på anskudsstedet fortæller fund af blod, at dyret er ramt. Men blodets mængde, farve og konsistens kan let sende tvetydige signaler om hvor dyret er ramt. Man skal derfor være forsigtig med at konkludere, hvor dyret er ramt alene ud fra det blod, som findes på anskudsstedet, eller på sporet fra et stykke vildt som eftersøges.

Blod er rød uigennemsigtig klæbrig væske, der findes i blodkarrene hos alle hvirveldyr. Blodkarrene transportere blodet rundt i dyrekroppen og deles op i pulsårer(arterier) som fører iltet blod fra hjertet ud i resten af kroppen. Den største arterie er Aorta, som udspringer fra venstre hjertekammer. Arterier er elatiske, så de kan tilpasse sig mængden af blod der skal transporteres. Der udover findes hårkar(kapillærer), som er meget fine blodkår, der ikke er tykkere end et hår. De løber langs alle cellerne i dyrets krop, og sørger at næringsstoffer og ilt kommer til cellerne og at afaldsstoffer og kuldioxid returneres til blodet. Dette blod transporteres via vennerne til retur til hjertet. Undtagelsen er lungevenerne, der fører iltet blod fra lungerne til hjertet. Venernes muskulatur kan efter behov øge og mindske mængden af blod som transporteres.

Blodets funktion følgende:

Blodets sammensætning er forholdsvis konstant, hvis man ser bort fra dets indhold af ilt og kuldioxyd. Blod består af henholdsvis 25 billioner røde blodlegemer (erythrocyterne), der primært varetager transport af ilt fra lungerne, og indeholder blodets farvestof. 1,5 billoner blodplader (thrombocytter), som eksempelvis har stor betydning for blodets evne til at størkne – koagulering. 35 milliarder hvide blodlegemer (leukocytter), der sørger for at medarbejde forskellige angreb mod dyrets krop som infektioner fra virus, bakterier og svampe og arbejder mest i bindevæv, hud og organer. Og 2½ liter blodplasma, der indeholder en række forskellige proteiner. 
Hos hjortevildt udgør blodet ca. 6-7 procent af den totale legemesvægt. Til sammenligning udgør blodet hos grise, hunde og heste 7-8 procent, hos unge dyr 9-12 procent og 8-9 hos fuglevildt. 

Schweiss er benævnelsen for hjortevildtets blod fra det øjeblik, det har forladt dyrekroppen, og til man f.eks. finder det på anskudsstedet og på sporet fra dyret. Mens det befinder sig i dyret, er benævnelsen blod. Hos rovvildt er benævnelsen farve og ditto blod hvis det stadig er inde i dyret.
Benævnelsen farve bruges også om sneppens blod, men virker noget misvisende.

Selv når et stykke hjortevildt rammes med en god kugle på bladet, er det ikke usædvanligt, at schweissen først begynder at falde ud af dyret et stykke ud ad flugtsporet, og store mængder schweiss på anskudsstedet og sporet behøver nødvendigvis ikke være et godt tegn. En del jægere er ofte tilbøjelige til at konkludere, at meget schweiss er ensbetydende med, at dyret er ramt et dødbringende sted. Det behøver ikke nødvendigvis at forholde sig sådan. Ofte opsamles en stor del af blodet inde i bughulen ved et skud placeret på bladet og derfor ses næsten ingen schweiss på anskudsstedet og heller ikke på det eventuelle spor fra det flygtende dyr.

Et stejfskud vil derimod kunne betyde, at der findes meget scweiss på både anskudssted og på sporet fra dyret. Men dyrets har som sådan ikke taget vitalskade af skuddet, da blot nogle blodkar er truffet, og derfor vil en eftersøgning ofte være resultatløs.

Man vil endvidere opleve, at schweissen ofte giver et forvirrende billede af kuglens placering. Selvom en bestemt farve ofte forbindes med en bestemt placering, behøver det ikke at forholde sig således.
Schweissens farve afhænger af flere faktorer. Dels meget af den baggrund, som den ligger på. Dels om det kommer fra et blodkar der transporterer iltet blod ud til musklerne eller blod med stofskifteprodukter/affaldsstoffer til udskillelsesorganer. Og dels vejrmæssige forhold som temperatur og fugtighed, som påvirker den efterfølgende koagulering og nedbrydelse. Schweissen er et relativt usikkert pürschtegn, og man skal derfor være forsigtig med at drage hurtige konklusioner alene ud fra schweissen. 

Marv og fedt

Marv og fedts konsistens ændres ved temperaturpåvirkninger. Fedt har således lavt smelte- og frysepunkt. Marv bevarer konsistensen ved højere og lavere temperaturer end fedt. Man kan mærke forskel ved, at der normalt er knoglestykker i marven. Det kan der også være i fedt, men det er sjældent. Marv har en mere flydende konsistens end fedt og forsvinder næsten mellem fingrene. Hvis man gnider marven mellem fingrene bliver den til en klar væske, hvorimod ved at gnide fedt vil friktionen mellem fingrene opvarme fedtet, så det smelter. 

Knogler

Fund af knogler vil ofte kunne give gode indikationer af hvor dyret er ramt. Der findes kun rørknogler i benene og i underkæben. Her ses en tydelig rørknogle, som på grund af dens aflange form sandsynligvis stammer fra et for- eller bagben.

Klovaftryk

Ofte vil man i klovaftrykkene kunne se, hvor dyret befandt sig i skudøjeblikket, idet dyret på grund af skuddet reagerer enten fordi det træffes eller blot på grund af skuddet. Dyret vil normalt sætte kraftigt af, og klovaftrykket afslører dette.
I terræn hvor klovaftrykket tydeligt træder frem, vil man ofte kunne se om dyret er løbskudt.

Ved at kigge på vegetationen finder man ofte pürschtegn, som her schweiss på en gren.

Eftersøgning af anskudt vildt

Læs mere om jægerhåndværket og hvordan jægeren skal kunne bedømme hvornår et stykke vildt bør eftersøges med en rutineret schweisshund.