Eftersøgning af anskudt vildt

Der hører med til jægerhåndværket at have et vist kendskab til schweissarbejde – eftersøgning af klovbærende anskudt vildt. Jægeren skal kunne tyde skudtegn - pürschtegnene (hår, schweiss, knoglestumper, kød mv.), som findes på anskudsstedet. Udfra tydningen af pürshtegnene, skal jægeren herefter forsøge at drage en konklusion, der enten resultere i at vedkommende selv finder dyret eventuelt ved hjælp af en jagthund, der holdes i snor, mens den udreder sporet, eller at der rekvireres en rutineret schweisshund, fordi jægeren erkender, at her er der behov for en specialist.

Der er vidt forskellige tilgange til schweissarbejdet i verden, og nogle steder som eksempelvis i områder med meget åbent og bjergrigt terræn har schweisshunden ingen relevans.

Nøglen til succes med eftersøgning af anskudt vildt afhænger ofte mest af jægerens og guidens håndtering af situationen umiddelbart efter påskydning. Guiden og/eller jægeren skal kunne bedømme hvornår et stykke vildt bør eftersøges med en rutineret schweisshund, og hvornår man selv kan eftersøge det. Denne vurdering er altafgørende for succesen med eftersøgningen, og den skal ske af guiden og/eller jægeren.

Det vigtigste mål med schweissarbejdet er at finde og aflive nødstedt vildt. I bestræbelserne for at opfylde dette mål er schweisshunden det allervigtigste redskab, og stærkt medvirkende til succes.

Schweisshunden

Schweisshundens speciale er at opspore nødstedt hjortevildt, der dels er flygtet fra skudpladsen i forbindelse med jagtudøvelse, dels vildt som er flygtet efter at være blevet påkørt i trafikken. Vildtet ligger enten forendt(dødt) for enden af sporet, eller rejser sig når hunden nærmer sig. Rejses dyret slippes hunden for at forfølge dyret, dette kaldes for hetzen. Når hunden fanger dyret, affanger (afliver) den det eller holder det fast, indtil hundeføreren kommer, som så kan affange. Når man eftersøger de større hjortevildtarter, stilles disse ofte af hunden, og det er så muligt for hundeføreren at affange med skud. Ligger dyret forendt for enden af sporet, følger hundeføreren med helt op til dyret, og dyret er fundet. I de situationer, hvor hunden slippes til en hetz, er der behov for, at hunden fortæller hundeføreren, at den har fundet dyret, og efterfølgende leder denne ud til dyret. Denne del kaldes for rapportering.

Schweisshundene bruges altså også til at finde vildt, som er ramt helt perfekt med et dræbende skud, men som er forsvundet ind i en tæt bevoksning. Mange gange kan jægeren selv finde vildtet blot ved at kigge efter schweiss og så følge dråberne eller ved at tage en traditionel jagthund i en rem og lade den finde dyret. Men i det øjeblik, hvor situationen udvikler sig til en vanskelig eftersøgning, er det påkrævet med specialisten, derfor vælger man ofte, for en sikkerheds skyld, at bruge denne først som sidst. Man bør ikke lede mere end 50 – 100 meter efter påskudt vildt med en hund, der ikke er godkendt/afprøvet som schweisshund. 


Endelig bruges schweisshunden som kontrol ved forbiskud. Ved at lade hunde søge skudpladsen igennem og derefter følge foden fra dyret kan man sikre sig, om der er skudt forbi eller ej. Denne kontrol bruges naturligvis kun i situationer, hvor en anskydning ikke kan udelukkes.

Aflæs skudtegnet

Uanset om man træffer dyret eller ej, vil det reagere. Denne reaktion kaldes for skudtegn og afhænger således af skyttens og eventuelle vidners gengivelse. Læs Jagt og Naturs uddybende beskrivelse af skudtegn.